Kære grundejere.
Maj måneds bestyrelsesmøde er overstået, og det giver anledning til at sende lidt informationer ud fra bestyrelsen.
1. Efter møde med Frederik Spanning er det blevet klart, at 1 års gennemgang af grundejernes haver og flisebelægninger er den enkeltes ansvar. Kontakt selv grundudviklingsselskabet (Fredeik Spanning), såfremt I måtte have noget, som kan henføres til fejl eller mangler herved.
2. I forbindelse med fester i fælleshuset skal vi – af hensyn til de nærmest boende – igen henstille til at holde døre og vinduer lukkede i fælleshuset. Ind- og udgang skal forsøges gennemført gennem hoveddøren efter kl. 2200, idet åbning/lukning af terrassedøre mens der er høj musik er stærkt generende.
Endvidere skal man huske at husholdningsaffald (og andet affald) skal bortskaffes efter festen under rimelige vilkår, så vi undgår at der kommer dyr i affaldet. Fugtige materialer skal i tætte plastikposer – ellers løber det ud og sækken nedbrydes, hvilket medfører at skraldemændene ikke tager skraldet med – og så er problemet jo bare endnu større for den næste.
3. Vi har desværre konstateret mosegrise i skrænten mod boldbanen og har iværksat skadedyrsbekæmpelse.
4. Datoerne for de næste fælles arbejdsdage er blevet fastlagt, så skriv følgende datoer i kalenderen:
– 30. august 2014
– 25. april 2015
– 5. september 2015
5. Som det sidste fra sidste arbejdsdag, så mangler vi stadig at plante ca. 20 spireaplanter i de to heller på P-pladsen mod Skovlinien. Mød op kl 1300 lørdag den 24. maj så klarer vi det i en fart.
Næste bestyrelsesmøde er planlagt til den 17. juni.
God sommer indtil da.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen